Borgerkrig splitter nationen.
Kongen er under angreb
fra huset York, -
- som vil have deres ældste søn,
Edward, på tronen.
Edwards hær vinder frem,
anført af hans yngste bror.
Richard af Gloucester.
Richard af Gloucester er nær
han vinder frem
og er på vej mod Tewkesbury
Kongens hærs hovedkvarter
i Tewkesbury
Eders Højhed.
- Godnat, Eders Højhed.
- Godnat, min søn.
Far.
Eders Højhed.
Fru moder.
Edward er konge.
Huset York fejrer deres sejr.
Nu, håber de,
begynder deres evige lykke.
Nu er vort mismods vinter
jo forvandlet til en prægtig sommer -
- af denne York-sol.
Og hver en sky,
der truede vort hus, -
- begravet dybt i oceanets skød.
Om vore pander snor sig
sejrens kranse.
Forhugne våben
er hængt op til minde.
Vort vilde kampråb
blev til glædesfester.
Vor dystre march
til muntre dansetakter.
Den barske krig
har glattet pandens rynker.
I stedet for at tumle
pansret stridshingst -
- til skræk for
de forsagte fjenders sjæle -
- gør den i fruerstuen lette hop -
- til vellystfulde toner
fra en lut.
Men jeg, der ikke er
skabt til elskovskunster -
- eller at kurre for
et kælent spejl ...
Jeg, der er plump.
En ufuldbåren krøbling.
Sendt før tiden til lyset
og til luften, knap halv færdig.
Så lam og så uformelig,
at hunde må gø, -
- når blot jeg halter forbi dem.
Jeg har blandt denne fredstids
kælne fløjter knap anden glæde -
- end den at se i solskin på min
skygge og sige vittigheder -
- om min krumhed.
Jeg kan smile -
- og så myrde, mens jeg smiler.
Væde kinderne med kunstig gråd
og vælge ansigt efter lejligheden.
Og derfor, da jeg ikke kan
behage som bejler, -
- har jeg sat mig for
at spille skurk -
- og hade tidens ørkesløse glæder.
Nu har jeg udtænkt planer, -
- der får hadet mellem kongen og min
bror Clarence til at flamme lystigt.
Clarence! Min bror! Hvad betyder det,
at væbnet vagt ledsager jer?
Af omhu for min sikkerhed befalede
Hans Majestæt at føre mig til Tower.
Af hvilken grund?
Må jeg vide det?
Ja, når jeg ved det selv. For jeg
forsikrer, at endnu ved jeg intet.
Det sker, når kvinder styrer mænd.
Det er ikke kongen,
som sender jer til Tower.
Elizabeth, hans dronning, det er
hende. Vi går i fare, min bror.
Vi går i fare.
Tilgiv mig, høje prinser.
Hans Majestæt har givet ordrer, -
- at ingen mand, uanset rang,
har lov at tale med jeres bror.
Vi fører ingen oprørstale.
Vi siger, vor konge er vis og dydig.
Og hans dronning er ...
i sin modne alder.
- Jeg beder jer tilgive mig.
- Vi kender dine ordrer, og vi lyder.
Vi er dronningens livegne folk,
så vi må lystre.
Bror, så farvel da.
Jeg vil til kongen.
Men hans hårdhed mod sin bror
har rørt mig mere, end I kan ane.
- Den behager ingen af os.
- Jeres fangenskab varer ikke længe.
Jeg vil befri jer
eller stå som løgner.
- Hav I nu tålmodighed så længe.
- Ak ja, det bliver jeg nødt til.
Farvel.
Enfoldige Clarence.
Jeg holder sådan af dig, at jeg
vil sende din sjæl til himmels.
Hvis himlen da
vil have den gave af mig.
Og nu vil jeg tage hende til ægte.
Endskønt jeg dræbte hendes mand.
Og hans far.
Fordømt den hånd,
der åbnede disse sår.
Fordømt det hjerte,
som var hjerteløst.
Fordømt det blod,
der udgød dette blod.
Får han et barn,
så lad det være et misfoster.
Får han en hustru, så lad hende blive
mere usalig ved hans liv, -
- end jeg er ved
min unge husbonds død.
Hvilken troldmand har manet djævlen
til hindring for en from gerning?
Du søde helgen,
vær lidt mindre voldsom.
Du lede djævel, bort!
Forstyr mig ikke. Du har gjort
den skønne verden til mit helvede.
Fryder det dig at se dit onde værk,
så se en prøve på din slagterfærd.
Højtærede frue,
I kender ikke kærlighedens lov.
Du kender hverken Guds lov
eller verdens.
Tillad dog, guddomsmønster
af en kvinde, -
- at jeg for disse foregivne synder
udførligt må retfærdiggøre mig.
Myrdede du ikke min husbond?
- Jeg tilstår ...
- Du tilstår, krumryg?
Gud, tilstå mig da,
at du for denne udåd bliver fordømt.
- Ædle Lady Anne ...
- Han var ædel, mild og from.
Så passer han bedst for
Himlens Konge, som nu har ham.
Du passer intet andet sted
end Helvede.
- Et sted til.
- Et fangehul.
Jeres sovekammer.
Lad os afstå fra disse orddueller.
Jeres skønhed,
som forfulgte mig i søvne, -
- kunne få mig til
at dræbe hele verden.
Blot for at hvile en time
ved dit bryst.
Ifald jeg troede det ... du morder,
sled jeg den skønhed fra min kind.
Disse øjne holdt ikke ud
at se den skæmmet.
Alverden frydes ikke mere ved solen,
end jeg ved den. Den er min dag.
Mit liv.
Den, der berøvede dig din husbond,
gjorde det for at give dig en bedre.
Der lever ingen bedre mand på jorden.
- Der lever en, som elsker dig mere.
- Hvor er han?
Her.
Hvorfor dog spytte på mig?
Gid det var gift,
der kunne dræbe dig.
Aldrig kom gift fra et så kært sted.
Aldrig klæbede gift på værre tudse.
Bort fra mit blik!
Du smitter mine øjne!
Jeres øjne
har presset salte tårer frem af mine.
Da jeg hørte om min faders død, -
- mens alle hørte på med våde kinder
som træer efter styrtregn, -
- da blev mit mandige, faste blik
ikke vådt af tårer.
Hvad sorgen aldrig kunne presse ud,
det har jeres skønhed gjort.
Den har blindet dem med gråd.
Lær ikke læben hån. Den blev jo
skabt til kys og ikke foragt.
Men hvis din hævntørst
udelukker skånsel, -
- tigger jeg ydmygt om døden -
- på mit knæ.
Tøv ikke. Jeg dræbte jeres husbond.
Men jeres skønhed lokkede mig.
Nej, tag klingen op.
Eller tag mig.
Jeg vil ikke være din bøddel.
Befal, at jeg skal dræbe mig selv,
og jeg gør det.
- Det har jeg gjort.
- Men det var i vrede. Sig det igen.
Åh, kendte jeg dit hjerte.
Jeg frygter, at det lyver.
Så er ingen ærlig.
Læg klingen.
Tør jeg leve i håbet?
Det gør alle, håber jeg.
I skal bære denne ring.
Jeg tager, men giver dig intet.
Må jeg komme til jer
i ærbødighed?
Det glæder mig at se,
at du er blevet så bodfærdig.
- Sig mig farvel.
- Det er mere, end du fortjener.
Men da du lærer mig at smigre dig, -
- så tænk dig,
mit farvel er blevet sagt.
Hvem bejlede sådan
til en kvinde før?
Og hvem erobrede nogen kvinde sådan?
Jeg vil eje hende. Men kun kort.
Jeg dræbte hendes mand
og hans far.
Og midt i hendes hjertes bitre had,
forbandelser på læben, gråd i øjet, -
- så vandt jeg hende dog.
Alt imod intet.
Hun ser jo, hvad jeg ikke selv
kan se, at jeg er en dejlig mand.
Nu må jeg holde skræddere
i snesevis, -
- der pynter kroppen
efter sidste mode, -
- og så med gråd
gå til min hjertenskær.
Skin, skønne sol,
indtil et spejl jeg får, -
- så jeg kan se min skygge,
hvor jeg går.
BENÅDNING
Catesby!
End lever Clarence.
Edward kronen ejer.
Når de er borte ...
... kendes først min sejr.
Kongen er syg og svag
og dybt tungsindig.
Vær tålmodig, søster. Snart vil
kongen utvivlsomt blive rask igen.
Hans læger frygter for hans liv.
Hvis han dør, hvad sker der med mig?
Himlen har skænket dig to prægtige
sønner, som nok kan trøste jer.
Men de er så unge og står under
værgemål af Richard af Gloucester.
En mand, som aldrig var min ven
og ej heller din.
Er det vist,
han bliver rigsforstander?
Hvis kongen dør.
Min elskede, intet kan ske dig,
så længe Edward er din tro ven.
Og kongen, som Richard må adlyde.
Skal adlyde.
Og også elske dig.
Ratcliffe.
- Hvad er hans navn?
- Hans navn er Tyrell, min herre.
Jeg kender noget til ham.
- Dit navn er altså Tyrell?
- James Tyrell.
Jeres tro, hengivne tjener.
Det er du sikker på?
Prøv mig, ærværdige herre.
Jeg har haft
så frygtelig en nat.
Jeg drømte,
at jeg var brudt ud af Tower -
- og var om bord
på vej til Burgund.
Richard, min bror,
var sammen med mig.
Han fik lokket mig fra min kahyt
og op på dækket.
Som nu vi vandrede der,
var det, som om han snublede -
- og i faldet slog mig over bord -
- i havets bølgetummel.
Gud, hvor var det pinefuldt
at drukne.
Hvor voldsomt vandet bruste
for mit øre.
Hvor hæsligt
døden stod for mine øjne.
Jeg så vel
tusind rædselsfulde vrag.
Og tusind mænd,
som fiskene gnavede på.
Guldklumper,
store ankre, perledynger.
Uvurderlige ædelsten og juveler.
Alt spredt på havets bund.
Nogle lå i dødningehoveder.
Og i de huler, hvor øjne boede før, -
- gemte der sig, som til spot
for øjne, funklende ædelsten, -
- der blinkede til
den slambedækkede havbund -
- og hånede
de spredte dødningeknogler.
Min drøm blev fortsat efter døden.
Men da begyndte stormen for min sjæl.
Det var, som om en legion af djævle
omringede mig -
- og hylede mig i øret
så skrækkelige skrig, -
- at jeg ved lyden
vågnede skælvende.
Og lang tid efter
kunne jeg ikke andet end at tro, -
- at jeg var i Helvede.
Så voldsomt indtryk
gjorde denne drøm.
Væk.
Nå, mine kække, djærve, raske svende.
Er I på vej til at få sagen klaret?
Ja. Vi kommer for at få en fuldmagt,
så vi kan få adgang til ham.
Jeg har den her.
Gå frisk til sagen, for Clarence
taler godt for sin sag -
- og kunne røre jeres sind
til medynk.
Vi bruger vores hænder, ikke munden.
Jer kan jeg lide.
Lad jeres øjne dryppe møllestene,
hvor tåbers øjne drypper tårer.
Clarence skal ikke leve til i morgen.
Vorherre må gerne tage kong Edward
og overlade mig denne verden.
Gud gøre Eders Højhed glad som før.
- Jeg ønsker jer Guds fred.
- Lord Stanley.
Var I hos kongen i dag?
Ja, hertugen af Buckingham og jeg
har netop besøgt Hans Majestæt.
- I talte med ham?
- Ja, frue.
Han ønsker, at Richard af Gloucester
og jeres bror må forsones.
Gid alt var vel, men sådan går det
ikke. Vores held kan nu kun dale.
Hvem er det,
der beklager sig til kongen -
- og siger,
at jeg er barsk og fjendsk imod dem.
Fordi jeg ikke smigrer
og tager mig godt ud, -
- smiler sødt, smisker
og hykler og logrer, -
- skal jeg kaldes en hadefuld fjende.
Skal en ærlig mand trædes under fode?
Til hvem taler Eders Nåde?
Til jer, der ikke kender tro og nåde.
Hvornår har jeg fornærmet jer?
Hold inde, I tager ganske fejl.
Så slet er verden blevet nu, -
- at gærdesmutter tør jage der,
hvor ørne knap tør sidde.
I ser skævt til mit held. Gud give,
vi aldrig må trænge til jer.
Gud giver dog,
at jeg trænger jer.
Min bror er sat i fængsel
takket været jer.
Richard! I gør mig skændig uret!
Herre, velsign dette måltid.
Ved Jesus Kristus, Vorherre. Amen.
Hvad vil du, karl?
Hvordan kom du herind?
Jeg skulle snakke med Clarence,
og jeg kom på mine ben.
Jeg har aldrig opægget kongen
imod jeres broder Clarence.
Jeg har forsvaret ham
af al min evne.
- Kan I da nægte ...
- Det kan hun.
Det kan hun vist, lord Rivers.
Hvem tvivler dog om det?
Hun kan mere end nægte denne sag.
Hun kan hjælpe jer til forfremmelse.
For længe har jeg tålt
jeres bebrejdelser og bitre hån!
Hellere tage plads som malkepige
end være dronning på disse vilkår -
- og således tirres,
hånes, overfaldes.
- Jeg melder det til Hans Majestæt.
- Sig det. Skån mig ikke.
Hvad jeg har sagt, det står jeg
også ved i kongens påhør.
Før I blev dronning
og jeres husbond konge, -
- var jeg en pakhest
ved hans store værk.
I al den tid var I og jeres bror
blandt dem, der støttede fjenden.
Hvis I har glemt det,
så lad mig minde jer om, -
- hvad I har været før,
og hvad I er, og hvad jeg var før.
- Og hvad jeg er.
- En ussel morder.
Min kære svoger, i den ufredstid,
hvoraf I vil bevise, vi er fjender, -
- lød vi vor rette konge, Edward.
Som hun ville lyde jer,
hvis I blev konge.
Hvis jeg blev konge?
Nej, så hellere bissekræmmer.
Jeg er for tossegod til denne verden.
Din giftsvulne tudse!
Hold op, hold op.
Så ringe glæde har jeg
som dronning.
Buckingham, vogt jer for hunden der.
Bedst som han logrer, bider han.
Hendes Majestæt,
Eders Nåde ønsker at se jer.
Hvad sagde hun, hertug af Buckingham?
Ingenting at regne med, min hertug.
Jeg dadler hende ikke.
Ved Guds moder.
Et kristeligt og dydigt punktum -
- at bede for dem,
der har gjort jer uret.
Hvad? Er du bange?
Ikke for at slå ham ihjel.
Vi har fuldmagt.
Men ingen fuldmagt hjælper imod at
blive fordømt for at slå ham ihjel.
- Jeg troede, du havde bestemt dig.
- Det har jeg også.
Lad ham leve.
Det fortæller jeg
Richard af Gloucester.
Vent lidt. Der sidder søreme et par
stænk samvittighed i mig endnu.
Husk på vores belønning,
når det først er gjort.
Ja, han skal dø.
Jeg havde helt glemt belønningen.
- Hvor er din samvittighed nu?
- I hertugen af Gloucesters pung.
- I Guds navn, hvem er I?
- En mand som I.
- Men ikke af kongeblod som jeg.
- Men I er ikke kongetro som vi.
Hvem sendte jer?
Hvorfor kom I herhen?
For ... for ...
- For at myrde mig?
- Ja, nemlig.
Hvad uret har jeg gjort jer?
Os har I ingen uret gjort,
men kong Edward.
Gå til min bror Richard.
Han lønner jer langt bedre for
mit liv end kongen for min død.
Der tager I fejl.
- Jeres bror Richard hader jer.
- Nej, han elsker mig.
Gå hen til ham.
Sig ham det, så vil han græde.
Ja, møllestene, som han lærte os.
Du lyver. Han er ikke unaturlig.
Så lidt som sne ved høsttid.
Richard!
Se så, nu har jeg gjort
et heldigt dagsværk.
Venner, hold den pagt,
I nu har sluttet.
Rivers og Hastings,
giv hinanden hånden.
Hastings, min sjæl er fri for had.
Det sværger jeg,
så sandt det gå mig vel.
Elizabeth, hold jer ikke selv
tilbage. Hustru, giv ham hånden.
- Lad ham kysse jeres hånd.
- Således, Hastings.
Fyrstelige Buckingham, lad mig finde
min lykke i at se jer vel forligte.
Den dag Buckingham
får ondt i sinde mod jer, -
- da straffe Gud mig med had hos den,
hvis venskab mest jeg ventede.
Når allermest jeg trænger til en ven
og tror, han er min ven, -
- da lad ham være falsk og troløs.
- Godmorgen, høje konge.
- Richard.
- Og dronning.
- Jeg har gjort en hellig gerning.
Gjort strid til fred
og had til kærlighed.
Fjendskab er min død.
Jeg hader det og ønsker venskab
med hver ærlig mand.
Først beder jeg da om fred med jer.
Jeg køber den med trofast tjeneste.
Og jer,
min ædle hertug af Buckingham, -
- hvis noget nag
har været mellem os.
Og jer, lord Hastings.
Og jer, kære Rivers,
som alle uden grund har mistænkt mig.
Jeg kender ingen engelsk mand, -
- mod hvem min sjæl
har mindste gran af nag -
- mere end det barn,
der først blev født i nat.
Jeg takker Herren for min ydmyghed.
Gud give,
at hver en strid var bilagt.
Min høje konge,
hør en bøn fra hjertet.
Tag din bror Clarence til nåde.
Tilbød jeg jer mit venskab for dette?
Hvem ved ikke, hertugen er død?
Hvem ved ikke, han er død?
Hvem ved det?
Er Clarence død?
Mit bud var kaldt tilbage!
Men den stakkel døde
på jeres første bud.
Det bragtes af den vingede Merkur. En
langsom krøbling bragte kontraordren.
Jeg frygter for, at Guds retfærdighed
vil hjemsøge det på mig og jer, -
- på mine og på jeres.
Rivers, før mig til min seng.
Åh, stakkels Clarence.
Det kommer der af hastværk.
Så I ikke, hvordan vor dronnings
brødefulde bror blev bleg, -
- så snart
han hørte om Clarences død?
Men Gud vil hævne det.
Åh, Clarence, min ulykkelige søn.
Det kalder jeg en dårlig nyhed.
Ligger han til sengs?
Ja. Han har anstrengt
sin kongelige person for meget.
Men hvad betyder dette vilde optrin?
Edward, min mand, jeres søn,
vor konge, er død.
Kan grenen gro,
når træets rod er borte?
Må løvet ikke dø, når saften mangler?
Ak, jeg er moder til
alle disse sorger.
Gyd I kun alle jeres tårer ud over
mig, for jeg er jeres sorgers amme.
Elizabeth, fat mod.
Vi har alle grund til at klage
ved vor klare stjernes nedgang.
Skønt vi har endt vor høst
hos denne konge, -
- skal vi begynde høsten
hos hans søn.
Tænk nu som en kærlig mor
på prinsen af Wales, jeres søn.
Lad ham straks krone.
Han er nu jeres trøst.
Prinsen skal hentes til London med et
beskedent følge for at blive kronet.
Hvorfor et beskedent følge?
En større mængde kan rive
det nyligt lægte had-sår op igen.
Jeg håber, kongen forsonede os alle.
Hos mig er pagten
fast og ærligt ment.
Også hos mig
og sikkert hos os alle.
Jeg siger med hertugen, at prinsen
bør hentes med beskedent følge.
- Premierminister?
- Det samme siger jeg.
Så bliver det sådan.
Nu har døden i sin ondskab knust to
spejle af min mands fyrstelige træk.
Nu har jeg kun det ene falske glas, -
- hvori med sorg
jeg ser min egen skam.
Min nådige fru moder ...
Jeg beder ydmygt
om jeres velsignelse.
Gud velsigne dig og lægge dig
i hjertet et ydmygt sind -
- med kærlighed og fromhed
og lydighed og ærlig troskab.
Amen.
Så jeg bliver god og rigtig gammel.
Sådan ender en mors velsignelse.
Sært, at Hendes Nåde glemte det.
Min rigsforstander ...
Hvem der end skal hente prinsen, må
vi for guds skyld ikke blive hjemme.
Lad os skille jarlen af Rivers
fra prinsen.
Mit andet jeg.
Jeg glæder mig af hjertet til
at se den unge prins.
Han er vel vokset dygtigt.
De siger, min onkel Richard
voksede så raskt, -
- at han to timer gammel
gnavede skorper.
Din næsvise dreng.
Du er for fræk.
Elizabeth, vær ikke vred på din søn.
Små gryder har også ører.
Lord Stanley. Richmond.
Hvad bringer I?
Et budskab,
som det smerter at bringe.
Hvad bringer I?
Jeres bror, Rivers, er blevet myrdet.
Af hvem?
- Richmond.
- Richard ... og Buckingham.
Jeg ser undergangen for mit hus.
Velkommen, min kære nevø.
Velkommen til jeres stad.
Jeg kunne ønske,
her var flere onkler.
De onkler, som I savner her,
var fjendske.
I hørte deres sukkersøde ord,
men hjertets gift så I ikke.
Gud fri jer fra dem
og den slags falske venner.
Gud bevare mig fra falske venner,
men sådan var de ikke.
Premierminister Hastings
vil byde jer velkommen.
Catesby, vil det ikke være let at
vinde Hastings for vor hensigt, -
- som er at bringe denne ædle hertug
til sæde på vort Englands trone?
Han støtter prinsen for hans
faders skyld og gør intet imod ham.
- Og Stanley? Ærkebiskoppen?
- De gør i et og alt som Hastings.
Bed dem møde
for at drøfte kroningen.
Føl dig for hos Hastings, og lad
os vide, hvordan han er sindet.
Hils Hastings fra mig.
Fortæl ham, at Rivers bliver åreladt.
- Onkel!
- Hvad ønsker I, lille prins?
Fordi jeg kun er lille som en abe,
synes jeg, I skal bære mig på ryggen.
Onkel Richard? Hvor skal vi
tage bolig til vor kroning?
Hvis jeg må råde jer, -
- først et par dages hvile i Tower,
Eders Nåde.
- I Tower kan jeg ikke sove roligt.
- Hvad frygter I da for?
For min onkel Clarences
vrede genfærd.
Min farmor siger,
han blev myrdet der.
- Jeg frygter ingen døde onkler.
- Jeg håber, heller ingen levende?
Så klog, så ung kan ikke leve længe.
Nå, nok om dem.
Hvad skal vi gøre, hvis vi mærker,
at Hastings ikke støtter vore planer?
Så må han af med hovedet.
Vi finder nok på noget.
Og når jeg først er konge, -
- kræv så af mig
jarldømmet Hereford -
- og alt rørligt gods, som var
min bror kong Edwards ejendom.
- Det skal jeg minde Eders Nåde om.
- I skal få det af gavmildt hjerte.
Kom, vi skal til aftensbordet.
Og dernæst?
Min onkel drømte i nat,
at vildsvinet viste sine stødtænder.
Han spørger, om I vil undgå den fare,
som han aner i sin sjæl.
Gå du tilbage til Stanley. Sig ham,
hans frygt er tom og uden grund.
Og hans drømme ...
Sært, at han er så uforstandig.
Godmorgen, Catesby.
Sig til din onkel,
at vi mødes i rådet.
Der kan han se,
hvor venligt vildsvinet er.
Catesby, hvad nyt
i denne vakkelvorne stat?
Ja, verden er som drukken,
Eders Nåde.
Den står nok aldrig fast på sine ben,
før Richard bærer kongerigets krans.
- Kongerigets krans? I mener kronen?
- Ja, bedste herre.
Så skal dog først min egen krone
hugges af min hals, -
- før Englands krone
bliver så ilde anbragt.
- Hastings?
- Hvor har I jeres vildsvinespyd?
Før jeg er fjorten dage ældre,
får mange rejsepas, der intet aner.
Det må være skrækkeligt at dø
uforberedt, når man intet venter.
- Ærkebiskop, I er tidligt på færde.
- Det glæder mig at se jer.
Jamen dog.
Hastings, taler I med præsten?
Jeres ven, Rivers,
havde brug for en præst.
- Hvad er klokken?
- På slaget to.
I rigets herrer, dette mødes formål
er at bestemme kroningen.
Sig, når den kongelige dag skal være.
- Er alting da beredt til kroningen?
- Javist.
Hvad er rigsforstanderen stemt for?
- I kender da vist bedst hans tanker.
- Hinandens ansigt kender vi.
Han kender så lidt mit hjerte,
som jeg kender jeres.
Jeg hans så lidt
som Eders Nåde mit.
Hastings,
I og han er hjertevenner.
Jeg har ikke spurgt ham,
men foreslå I tiden, ædle herrer, -
- så stemmer jeg
på hertugens vegne.
Godmorgen, høje herrer.
Jeg sov vist over mig.
Var I ikke kommet på jeres stikord,
havde Hastings spillet jeres rolle.
Det kunne ingen gøre mere trygt.
Han, der kender mig
og er min ven.
Jeg beder jer alle ...
Sig, hvad de fortjener,
der pønser på min død -
- og har forgjort mit legeme
med deres helvedestrolddom.
De er skyldige til døden.
Så se med egne øjne deres ondskab.
Se, hvor jeg er forhekset.
Se.
Min arm er visnet hen
som en fortørret gren.
Det er dronning Elizabeth,
den lede heks.
- Hvis hun har gjort den gerning ...
- Hvis?
Du, der værner om den lede Elizabeth,
siger du hvis til mig?
Forræder er du!
Af med hans hoved!
Ved Sankt Paul, jeg sværger, jeg
spiser ikke middag, før jeg ser det.
Enhver, der er min ven,
stå op og følg mig!
Hertugen skal til middagsbordet.
Han længes efter jeres hoved.
Den mand var mig så kær,
at jeg må græde.
Den snedige forræder
lagde den plan at myrde mig.
- Og rigsforstanderen.
- Gjorde han det?
Englands fred
nødte os til at gøre kort proces.
Han har fortjent sin død.
Jeg kan forsikre jer, at jeg skal for
et pligttro borgerskab forklare, -
- hvor retfærdigt I har handlet.
Buckingham. Gå efter ham.
Og sig så et ord
om Edwards børns uægte byrd.
Og slå på Edwards forhadte vellyst, -
- der truede
deres piger, døtre, hustruer!
Jeg skal spille taler, -
- som var den gyldne løn,
jeg strider for, til mig selv.
Catesby!
Giv besked, at ingen, hvem det så
end er, må komme ind til prinserne.
... førend hans hånd
var vasket for det blod, -
- der strømmede fra
min himmelsendte husbond.
Da jeg dengang så i Richards ansigt,
da ønskede jeg:
Forbandet være du. Gifter du dig,
må sorg da slå din seng.
Det varede ikke længe, -
- så var mit kvindehjerte tåbeligt
besnæret af hans honningord -
- og ramt af den forbandelse,
jeg selv udtalte.
Buckingham, hvad siger borgerskabet?
Slog du på,
at Edwards sønner ikke er ægte?
Hans vilde lysters griskhed,
hans hårdhed i bagateller, -
- tvivlen om hans ægthed.
Jeres kunst i krig og kløgt i fred, -
- jeres gavmildhed
og dyd og ydmyghed.
Som et punktum for talen bad jeg
enhver, der ville landets vel, råbe:
Gud velsigne Richard,
Englands konge.
- Og gjorde de så det?
- Nej. De sagde ikke et ord.
Hvad er det dog for stumme klodser?
Ville de ikke tale?
- Borgmesteren og hans mænd er her.
- Lad blot, som om I er bange.
Vær ikke alt for let at overtale.
Se, I får en bønnebog i hånden.
Gør ligesom pigerne.
Sig nej, og tag det.
- Ratcliffe.
- Vi skal nok få sagen ført igennem.
I skal se, hvad jeg kan udrette.
Catesby.
Han beder, om I ikke vil komme igen
i morgen eller overmorgen.
Han er derinde med to lærde fædre.
Sig ham, at jeg, borgmesteren og
disse herrer vil rådslå os med ham.
Det vil jeg melde ham.
Nådige borgmester.
Richard er ikke kong Edward.
Han ligger ikke på en kælen løjbænk,
men mediterer med to fromme lærde.
Han nærer sin årvågne sjæl ved bøn.
Lykkeligt England, hvis en dydig
mand som han vil styre landet.
Med Guds hjælp
siger Richard ikke nej.
Jeg frygter for, han gør det.
Han undres over, at I har forsamlet
så stor en flok her.
Han er bange for,
I intet godt har i sinde.
Gud ved det, at vi kom i kærlighed!
Rigsforstander?
Tilgiv, vi forstyrrer jer
i jeres andagt.
Undskyldning har I ikke brug for.
Jeg frygter, jeg har begået
en forkastelig handling ...
Vil Eders Nåde rette denne fejl?
Ellers var jeg ikke værdig til
at leve i et kristent land.
I gør en fejl, når I nægter
at påtage jer den kongelige trone.
Vi beder jer af hjertet at påtage jer
den kongelige magt i jeres land.
Ikke som rigsforstander, men som
den rette arving led for led, -
- som fødselsret,
som jeres eget rige.
Jeg skylder jer en tak
for jeres venskab.
Men mine ringe evner viger sky
tilbage for så mægtig en begæring.
Om hver en hindring
end var ryddet bort, -
- så stor er dog
min fattigdom i ånden, -
- så mange og så svære mine mangler,
at jeg helst skjulte mig for højhed.
Gud ske tak,
man trænger ikke til mig.
Vort kongetræ har båret kongefrugt.
I siger,
prinsen af Wales er jeres brors søn?
Vi siger som jer,
men avlet i lovløs seng.
Så modtag da, min kongelige herre,
den værdighed, vi her tilbyder jer.
Ja, gør det, min herre.
- Sig ikke nej til kærlighedens bud.
- En frygt har grebet alles hjerter.
Jeg duer ikke
til herlighed og højhed.
Så sætter vi en anden på tronen.
Tag det ikke ilde op.
Jeg hverken kan eller vil give efter.
Jeres brorsøn skal ingensinde herske.
Borgere, kom, fanden skulle stå
og bede ham længere!
- Band dog ikke, kære Buckingham.
- Kald ham tilbage. Tag imod kronen.
Vil I da påtvinge mig
en verden af bekymring?
- Kald ham tilbage.
- Hertug! Buckingham!
Jeg er ikke skabt af sten.
Da I vil spænde skæbnens byrde
på min ryg, -
- må jeg tålmodig bære vægten.
For dét ved Gud,
I selv kan delvis se det, -
- hvor langt det er fra mig
at ønske dette.
Hvis I vil løbe fra døden, så kryds
havet og lev langt fra Helvedes hånd.
Rejs, min kære nevø,
fra dette slagtehus.
Længe leve kong Richard!
Brackenbury,
hvordan står det til med prinserne?
Godt, Eders Højhed. Men jeg tør ikke
lade jer komme på besøg.
- Kongen har udtrykkelig forbudt det.
- Kongen?
- Jeg mener rigsforstanderen.
- Herren bevare ham fra kongetitlen.
Jeg er deres mor.
Hvem holder mig fra dem?
Jeg er bundet ved min ed.
Tilgiv mig.
Gå du til Richard.
Engle vogte dig.
Bi lidt. Kast endnu et blik
med mig til Tower.
Hav medynk, gamle stene,
med de blide prinser, -
- som skinsyge
har tvunget ind bag jeres mure.
Du hårde vugge for de søde, små.
Du barske amme, vogt dem vel.
Buckingham, ved dit råd
og din bistand -
- er kong Richard hævet
til denne højhed.
Men skal vi bære denne glans én dag -
- eller til evig tid
og glædes ved den?
Den stråler nu.
Gid den må vare evigt.
Prinserne lever.
Gæt nu, hvad jeg mener.
Tal, Eders Nåde.
- Jeg ville være konge.
- Det er I også.
Men prinserne lever.
Før var du ikke slet så tungnem.
Skal jeg sige det med rene ord?
Bastarderne må dø,
og jeg vil se det hurtigt gjort.
Hvad siger du til det?
- Svar raskt og kort.
- Hvad Eders Nåde synes, kan I gøre.
Nå, nå, du er lutter is.
Dit venskab fryser.
Er du enig i, at de skal dø?
Giv mig lidt pusterum, Eders Højhed,
før jeg bestemmer mig.
Buckingham stræber højt,
så han er blevet forsigtig.
Har han holdt ud med mig så lang
en tid og standser nu forpustet?
Lad ham det.
Lord Stanley?
- Eders Højhed.
- Hvad nyt?
Jeg hører, at ærkebiskoppen har
slået sig til Richmond i Frankrig.
Richmond har øje for giftermål
med den unge Elizabeth.
Min bror Edwards datter. Ved det
giftermål sigter han mod min krone.
Richmond er jeres nevø.
Tag jer af det.
Catesby!
Lad det rygte løbe, at Anne,
min hustru, er farligt syg.
Står du og drømmer? Spred ud,
at Anne er syg og døden nær.
Tyrell.
Nu må jeg giftes med unge Elizabeth.
For ellers står mit rige kun på glas.
Først myrde brødrene,
så ægte hende.
Tyrell.
Mon du tør dræbe en af mine venner?
Befal. Men hellere
dræbte jeg to fjender.
Netop, der traf du det.
To dødsensfjender.
Tyrell.
Jeg mener jo bastarderne i Tower.
Sig, det er gjort,
så skal jeg være dig en god ven.
Det er gjort.
Eders Højhed.
Eders Nåde,
jeg kræver jarldømmet Hereford, -
- som I har lovet mig til eje.
Nå, lad det ligge. Ærkebiskoppen
er flygtet til Richmond.
Jeg har hørt det.
Hvad svarer Eders Højhed på mit krav?
Det er blevet forkyndt, at Richmond
skulle blive konge. Måske, måske.
- Det jarldømme, som I lovede ...
- Richmond.
- Eders Højhed ...
- Ja ... Hvad er klokken?
Jeg fordrister mig
at minde Eders Højhed om det løfte.
Godt, hvad er klokken så?
- På slaget ti.
- Nå ja, så lad den slå.
Lad den slå?
Du står jo som et slagur
og slår mine tanker med din tiggen.
- Jeg er ikke i forærehjørnet i dag.
- Sig blot, om I er villig eller ej.
Du plager mig!
Nu har jeg ikke lyst!
Ikke engang én time i hans seng har
jeg nydt godt af søvnens gyldne dug.
Jeg vaktes altid
af hans rædselsdrømme.
Desuden hader han mig.
Og får mig utvivlsomt snart af vejen.
Lad mig tænke på Hastings
og forføje mig.
Gode Tyrell.
Kommer du til mig med et lykkebud?
- Det er sket, Eders Nåde.
- Men har du set dem døde?
- Og begravne?
- Ja, Eders Højhed.
Min gode Tyrell.
Kom til mig, Tyrell, snart.
Efter aftensbordet.
Så skal du sige mig,
hvordan de døde.
Betænk dig på,
hvad jeg kan gøre for dig.
Du får dit ønske opfyldt.
Edwards sønner sover i Abrams skød.
Og Anne ...
Min hustru
skal sige verden sit godnat.
En farlig vej.
Men frem i blod jeg fór så langt,
at synd må gå i syndens spor.
Og medynks gråd bor ikke i mit øje.
- Eders Højhed.
- Ratcliffe.
En mægtig flåde er syd for landet.
Man tror, Richmond er dens admiral.
Buckingham er flygtet
for at møde ham på kysten.
Kort svar er bedst mod
oprørs frække vold.
Er du min søn?
Ja, takket være Gud, min far og jer.
Din tudse! Hvor er prinserne?
Og din hustru?
Mor, jeg har en gnist
af jeres eget sind -
- og tåler ikke let bebrejdelser.
- Lad mig tale!
- Gør det kort, for jeg har travlt.
Jeg ventede på dig
i nød ved din fødsel.
- Jeg kom til sidst og trøstede jer.
- Du gjorde jorden til mit helvede.
Skranten var din første barndom.
Din skoletid vild og fortvivlet.
Din første ungdom
dristig og forvoven.
Din modne manddom
stolt, falsk, listig og blodig.
Kan du nævne blot et øjeblik, hvor
jeg har været glad i selskab med dig?
Nej, lad mig tale.
Så skal jeg aldrig mere tale til dig.
Tag min tungeste forbandelse
med dig i krig.
Min bøn skal kæmpe
på Richmonds side.
Blodig er din færd,
og blodigt skal du ende dine dage.
I liv og død
skal skændsel dig ledsage.
Jeg vil til Frankrig nu.
Brug din tunge dygtigt.
Du er en drøm om, hvad du var,
et åndepust, en gøglerdronning.
Hvor er din husbond nu?
Hvor er din bror? Dine to sønner?
Hvad er nu din glæde?
Hvem bøjer knæ og siger:
Hil vor dronning ?
Hvor er de stormænd nu,
der bukkede for dig?
Hvor er den tætte sværm,
der stimlede om dig?
Lær mig at forbande mine fjender.
Undvær din søvn om natten,
fast om dagen.
Tænk dig,
at dine børn var dobbelt skønne.
Og han, der dræbte dem,
var dobbelt hæslig!
Du slavesjæl!
Sig, hvor er mine børn?
Hvor er min bror Rivers
og din bror Clarence?
Hvor er lord Hastings?
Elizabeth,
jeg har et ord at sige jer.
Jeg har ikke flere kongesønner,
du kan myrde.
I har en datter. Elizabeth.
Skal hun dø for det?
- Lad hende leve.
- Kongeblodet betrygger hendes liv.
Den tryghed
blev til død for hendes brødre.
I taler,
som om jeg myrdede prinserne.
Den morderkniv var stump og sløv, -
- før den hvæssedes på din hjertesten
til rask at boltre sig i mine lam.
Jeg har mere godt mod jer i sinde,
end jeg før har gjort jer ondt.
Hvad højhed, værdighed og ære
kan du vel skænke et af mine børn?
Alt, hvad jeg ejer.
Ja, mig selv, det hele, -
- skænker jeg bort
til et af jeres børn.
Vær kort, at ikke talen om din godhed
varer længere end din godhed selv.
Nuvel.
Af hjertet elsker jeg jeres datter.
Og hun skal blive Englands dronning.
Hvad? Du?
Hvad mener I så om det?
- Hvordan kan du bejle til hende?
- Det vil jeg lære af jer.
- Og vil du lære af mig?
- Hjertens gerne.
Send hende da ved hendes brødres
morder to blodbestænkte hjerter.
Hun bliver rørt til tårer.
Vinder det ikke hendes elskov,
så skriv et brev om -
- hver en ædel dåd. Skriv, du myrdede
hendes onkler Clarence og Rivers.
Og for hendes skyld har sendt
den gode Anne rask herfra.
I spotter. Jeres datter
vindes ikke på denne måde.
Der er ingen anden,
medmindre du kan skifte skikkelse -
- og ikke mere er Richard.
Og sæt, jeg gjorde alt det af elskov?
Hun har kun ét valg: at hade dig.
Hvad der er gjort, kan ikke ændres.
Tit handler vi mennesker jo
ubetænksomt.
Har jeg berøvet jeres sønner riget, -
- skænker jeg det som bod
til jeres datter.
For anden gang bliver I
en konges mor.
Hvad?
Vi skal leve mange glade dage.
De klare tårer, I har grædt,
skal komme igen, -
- forvandlede til Østens perler.
Gå da, min mor, til jeres datter.
Lad jeres års erfaring sætte mod
i hendes ungdoms skyhed.
Bered prinsessen på bryllupsglædens
søde, stille time.
Og når mine tropper
har tugtet oprørsmændene, -
- Richmond og Buckingham,
da kommer jeg med sejrens krans -
- og fører jeres datter
til en sejrherres leje.
Hvad er mon bedst at sige?
Sig, hun skal kaldes
en mægtig dronning.
Og græde ved det navn
som hendes mor?
- Sig, jeg vil elske hende evigt.
- Hvor længe varer hendes kære liv?
- Så længe himlen og naturen vil det.
- Så længe helvede og Richard vil!
- I tænker for rask og overfladisk.
- Nej, min tanke er for dyb og død.
- Som døde børn i deres dybe grav.
- Slå ikke på den streng.
Jeg slår på den,
til hjertestrengen brister!
Jeg ved,
Richmond har øje for giftermål.
Hun råder for min lykke. Og jeres.
Mister jeg hende, venter der mig,
jer, hende, landet og mangen sjæl -
- død, undergang, elendighed og fald,
som kun undgås ved det ene middel.
Vær I min elskovs talsmand
for hende.
Sig, hvad jeg vil blive.
Ikke hvad jeg var.
Skal jeg lade djævlen friste mig?
Javist, når djævlen frister jer
til noget godt.
Men du har myrdet mine børn.
Men dem begraver jeg i jeres datters
skød som i føniksfuglens rede.
De vil genfødes af sig selv.
Så jeg skal vinde dig
min datters hjerte?
Og vinde moderlykke,
når I gør det.
Skriv til mig om nogen tid.
Så skal I få at vide, hvad hun mener.
Bring hende dette elskovskys fra mig.
Farvel.
Du føjelige tåbe.
Enfoldige, omskiftelige kvinde.
Lord Stanley!
Hvad nyt har I at melde?
Intet godt, Eders Nåde. Dog ikke
mere ondt, end det kan siges.
En gåde. Ikke godt og ikke ondt.
Igen: Hvad nyt?
- Richmond er på søen.
- Gid han må synke der!
- Hvad vil han der?
- Det ved jeg ikke sikkert.
- Jeg formoder kun.
- Og hvad formoder I?
Opægget af Buckingham kommer han
til England for at kræve kronen.
Er tronen da ledig? Er kongen død?
Så I vil svigte mig
og flygte til ham?
Falsk var jeg aldrig,
og jeg bliver det aldrig.
Så gå, skaf folk. Men lad jeres søn,
unge George, blive her.
Se til,
at jeres hjerte sidder rigtig fast.
For ellers vil hans hoved sidde løst.
- Høje konge, hertug Buckingham ...
- Til du har bedre at melde!
Hertugen af Buckingham
er taget til fange.
Du må tilgive mig.
Richmond er landet
med en mægtig fransk hær.
Så fremad.
Imens vi snakker, kunne et kongeslag
jo vindes eller tabes.
Tyrell! Giv bud,
at Buckingham skal bringes.
Velkommen.
- Brackenbury.
- Richmond.
Må held og sejr
sidde på din hjelm, kære nevø.
Dronningen har sagt ja til
at lade mig ægte Elizabeth.
England fryder sig.
Min gode lord Stanley. Brackenbury.
Gør klar til kamp
i morgen ganske tidlig.
Men jeg tør ikke
støtte dig for åbent.
Din fætter George er i hans varetægt.
Det usle, forbandede tilranende svin.
Hans venner vil komme til dig.
Han har ingen venner.
Vil kongen ikke lade mig
tale med ham?
- Nej, min gode herre.
- Gjorde jeg ham til konge for dette?
Tyrell, hvorfor ser I dyster ud?
Mit hjerte er ti gange mere let
end blikket.
- Hvad er mon klokken?
- Tid til aftensmad.
Jeg spiser ingenting i aften.
Hvad er oprørshærens styrke?
- Seks eller syv tusind.
- Tre gange flere har vi her i hæren.
Dertil er kongens navn
et styrkens tårn.
- Catesby!
- Eders Højhed.
Bed Stanley møde i morgen
med sin hær, før sol står op.
Ellers vil hans søn George
gå ned i evig nats bælgmørke hule.
- Forlad mig nu.
- Jeg går.
Og stå op med lærken i morgen,
min gode Tyrell.
Eders højhed.
Gå.
Herre,
så lad da Richmond og Elizabeth -
- forene sig ved himlens styrelse.
Lad deres slægt,
hvis det er himlens vilje, -
- skænke vort land
en mild, livsalig fred.
Herre, du, hvis våbendrager
jeg skal være.
Se med et nådigt blik
til mine styrker.
Giv dem din vredes
skarpe jern i hænde, -
- så at din sejr
bliver vor pris til dig.
I søvne og vågen ...
... vær min vogter.
Er du min søn? Din tudse!
Richard, I gør mig skændig uret!
Du smitter mine øjne!
For længe har jeg tålt
jeres bebrejdelser og bitre hån!
Fordi jeg kun er
lille som en abe ...
Hvor er mine børn?!
Jeg drømte bare.
Feje samvittighed.
Men hvad frygter jeg for?
Her er jo ellers ingen.
Richard er Richards ven.
Og det vil sige,
jeg er mig selv.
Er der en morder her?
Nej. Jo ...
Jeg er her.
Jeg elsker jo mig selv. Og hvorfor?
For noget godt,
jeg har gjort mig selv?
Ak nej,
jeg hader snarere mig selv.
For onde gerninger,
jeg selv har gjort.
Jeg er en skurk.
Nej, løgn, det er jeg ikke.
Tåbe, tal ikke dårligt om dig selv.
Tåbe, så du vil smigre dig selv?
I min samvittighed er tusind tunger.
Og hver en tale
dømmer mig som skurk.
Jeg må fortvivle.
Der er ingen skabning,
der elsker mig.
Og hvis jeg dør, har ingen sjæl
medlidenhed med mig.
- Min konge ...
- Ratcliffe.
- Er alle vore venner sande?
- Ja, utvivlsomt.
- Ratcliffe, jeg er angst, så angst.
- Nej, min herre.
I skal ikke frygte for skygger.
Hvorledes har I sovet, Eders Nåde?
Så sød en søvn, -
- så lykkelige drømme, som nogentid
faldt på et søvnigt hoved.
Samvittighed,
det ord har krystere skabt.
Husk, hvem I har at kæmpe med.
Landstrygerpak og rømningsmænd.
Hvem fører dem? En sukkerdreng.
Skal vi besejres,
skal det ske ved mænd.
Pisk vagabonderne hjem over havet.
Skal de nu nyde vore lande,
ligge hos vore hustruer -
- og øve vold mod vore døtre?
- Vil lord Stanley bringe folk?
- Eders Højhed, han vil ikke komme.
Så af med hans søn Georges hoved.
Stanley.
Eders Højhed! Eders Højhed!
En hest! En hest!
Mit rige for en hest!
Tyrell, til undsætning.
Flygt, herre.
Jeg vil skaffe jer en hest.
Flygte? Træl!
Richard!
Nej!
Slå til kun.
Kan vi ej til himlen nå, så skal vi
hånd i hånd til helvede gå.
Danske tekster: Malene Hollnagel
Scandinavian Text Service 2017
Frit efter
Edvard Lembckes oversættelse